Historien om grundlegger Carl Jeppesen

CARL JEPPESEN

1858 -1930

DEN DANSKE FORENINGS STIFTER

 

Carl Jeppesen  fra skammekrog til piedestal

DEN DANSKE FORENING har i mange år været i besiddelse af en stor bronzebyste af CarI Jeppesen. Alle vidste at det var manden som havde stiftet vor forening i 1882, men ingen vidste hvorfor den var lavet, og ingen vidste hvad vi skulle gøre med den.

Carl Jeppesen havde således levet et kummerfigt liv som bronzebyste, bortgemt i kældre og på lofter eller hvor man ellers havde hall plads til ham. I tan blev kun flyttet på, når foreningen havde haft valg af ny økonom, for det var hans/hendes ansvar at tage vare på Jcppesen til næste valg! Ilan var tung, og man måtte være et par stykker om at flytte ham  - det var ret og slet en byste til besvær. Del skulle ikke forundre os om nogen vægret sig for at blive valgt til økonom på grund av Jeppesen, som af og til blev kaldt «nissen på lasset».

I 1996 bestemte den nye formand, som havde været med på en sådan flytning al kppesen, at om hun ikke lik gjort noget andet i sin formandstid, skulle hun sørge for at finde et permanent

opholdssted for Jeppesen. Men det var ikke så enkelt. Flere mufigheder for placering blev undersøgt. Der blev ringet til flere institutioner med danske interesser med forespørgsel omde ville huse ham men ingen ville have ham.

Alderdomsbjemmet for Danske bley forespurgt; det var jo også på tide at Jeppesen kom på alderdomshjem. Beboerne der sagde sig villige til al givc leppesen et nyt hjem. Overleveringen var uhojtidelig, og meningen var at bysten skulle stå i opgangen, men vi ville komme tilbage for at hjælpe med placeringen. Da vi senere korn for at se til Jcppcsen, stod han virkelig i skammekrogen:  Han var placeret mellem to døre, der var ingen andre muligheder indendors. Nu måtte der handles.

Så kom ideen om at placere ham ude i Alderdomshjemmets have; det var en tanke som alle blev begejstrede for. Vi måtte have nogct at sætte ham på, og uden penge kommer man sædvanligvis ikke langt. Det var først da en av hjemmets beboere, Werner Stølum, kom med en generøs pengegave, at der kom fart i sagerne. En anden bcbocr, Svend Dybbel, ville også bidrage, Hjælpeforeningen for danske i Norge var også villig, og så gik det pludsclig af sig selv.

Vor daværende sekretær var godt kendt i kirkemiljøet og gik sammen mcd formanden, udstyret med målebånd, papir og blyant, på befaring på kirkegårde hvor gamle gravsten blev opbevarct. En passende sten blev fundet; det samme blev en stenhugger som både kunne hente og bringe, hugge og pudse. Foreningens bestyrelse gik sammen om en lielles indsats i Alderdomshjemmets have, der blev klippet og revet og ikke mindst, hullet hvor stenen skulle placeres, blev gravet ut; fint skulle det være til den store dag.

Ingen vidste noget særligt om Carl leppesen, før fbrmanden skulle forbercdc sin tale til afsløringen af bysten. Vi vidste ikke engang hvornår han var født. Der blev ledt i gamle protokoller, hvor vi bl.a. fandt en kvittering fra 16. marts 1928 på blomster til Carl leppesens 70 årsdag, så da havde vi hans fødselsår: 1858. 1 et gammelt blad fra 1951 fandt vi helt utrolige oplysninger om ham —han havde været ordfører i Oslo. Dette måtte undersøges hos Byrådssekretariatet, som kunne bekrælte at oplysningerne stemte, og de faxet over hele hans politiske løbcbane.

24. september 1999 var den store dag hvor Carl Jeppesen skulle komme til hæder og værdighed. Ambassadør lb Andreasen stod for afsløringen, og der var taler af både forinand og ambassadør. Formanden var til og med i østlandssendingen og fortalte om den forestående begivenhed. Champagne og kransekage blev serveret i haven. Endelig var Carl Jeppesen placeret et sted som var ham værdigt.

Flere andre oplysninger cr nu blevet samlet ind om Carl Jeppesen, og for at alle skal vide hvem og hvad han var, har vi lavet dette hæfle om en dansk eigarmager som satte sine stærke

spor i Den norske Arbeiderbevægelse, og som stifict Den danske Forening.

Carl Jeppesen

HVORDAN VAR HAN FOENTIS Carl Jcppesen, som journalist og digter, som politiker, og som person? V i har forsøgt at samle oplysningerne om ham både i Norge og Danmark, og selv om oplysningerne ikke alltid stemmer overens, og vi har måttet gøre ct valg, mcner vi i hvert fald at denne beretning stort set skildrer de faktiske forhold.

Carl Jeppesen blev rødt i København 16. marts 1858. Hans far var toldbodsdrager og værtshusholder, men Carl blev allerede i etårsalderen adopteret af en kulmåler. Dette indcbar antagelig at han voksede op i den bedrestillede del af den københavnske arbejderklasse. Det var derfor naturfigt at han efter endt skolegang begyndte i lære. Om sit valg af håndværk har han selv fortalt: Da spørgsmålet om min fremtidige livsstilling blev rejst ved min konfirmation, erklærede jeg at jeg vilde studere; det var det eneste jeg havde lyst til. Mit ønske mødte absolut modstand. «Jeg har ikke råd til at lade dig studere,» sagde min adoptivfar. «Du må lære et håndværk, derved bliver du hurtigt selvstændig. En student,» lagde han til, «er en hjælpeløs ung mand som har lært en hel del, men som alligevel ingenting kan.» Jeg var dybt uenig, men forstod at jeg måtte bøje mig for overmagten. Jeg bad da om at måtte lære et arbejde som var mest mulig mekanisk, og som gik hutigt fra hånden. Mine åndelige evner ville jeg have mest mulig fri. Det blev da til at Jeppesen begyndte icigarmagerlære. 

Allerede som ganske ung blev Carl Jeppesen grebet af den socialistiske bevægelse, som på den tid havde begyndt at virke i Danmark.

 

Da han var færdig med sin læretid, drog han til Tyskland, hvor han kom i forbindelse med den tyske arbejderbevægelse og modtog mange impulscr. Men det blev ikke den danske arbejderbevægelse som skulle få nytte af hans storearbejdskrafi og organisatoriske evner. 

En majdag i 1878 kom Carl Jeppesen til det gamle Kristiania. Han var da bare 20 år gammel, og her skulle han blive resten af sit liv. Men hvorfor kom han til Norge? Der er fiere variationer af grunden til hans udvandring, men den mest troværdige er nok denne, gengivet af hans gamle ven, Gunnar Ousland: Jeppesens forlovede, Flulda Johanne Schmidt fra Keibenhavn, som var børstenbinderske. havde fhet arbejde hos Jordan i Kristiania. mens Jeppesen selv gik arbeidsledig i Kiatichavn, en situation han ikke var særlig tilfreds med. Hos Jordan skulle man nu begynde at fremstille piasavakoste til kommunen, og man havde brug for en specialist til dette arbejde. Jeppesens forlovede skrev da til ham og sagde: «Bare kom, jeg skal lære dig at lave piasavakoste,» og sådan gik det til at den danske cigarmager ble

speeialist på kommunale fejekoste hos Jordan. Senere samme år gifiede Carl leppesen sig mcd sin Hulda. Eller en tid blev han boikottet som børstenbinder på grund af sin politiske virksomhed, og han begyndte da som cigarhandler.

På den tid var en del danske herrer bosat i Kristiania begyndt at komme sammen for at spille kort og have dct lidt hyggcligt på god hjemlig vis. Dette udviklede sig lidt efter lidt. Der kom

flere til, som gerne ville være med, og man begyndte så småt at drøfte, om man ikke burde søge at lå bragt disse sammenkomster ind under fastere former. Der blev holdt fiere moder, hvor sagen blev drøflet, og den I. oktober 1882 blev Den Danske Forening stiftet hjemme hos Carl leppesen i Trondhjemsvejen 64, og Jeppesen blev valgt til foreningens første formand.

Carl Jeppesen som journolist og digter

POLHISK INTERESSEREF som han var fra Danmark var det naturligt for Carl Jeppesen at han sammen med andre håndværkere sluttede sig til den gruppe som samlede sig om Chr. I

Holterman Knudsen. Arbciderne havde begyndt al stifle fagforeninger og stille krav, og dennc kamptid blev af grundlæggende betydning for hans åndelige og politiske udvikling. I 1884 startede Holterman Knudsen aviscn «Vårt Arbeid», og her begyndte Jcppesen sin journalistiske løbebane. I perioden 1886-92 var han redaktør af bladet som blev omdvibt til «Social-Demokraten». Jeppesen havde en betydelig poelisk åre, og han har skrevet en rækkedigte og arbejdersange. 1 1906-12 sad han igen som avisens redaktør lønnet sådan denne gang. I lan skrev klart og klogt om politiske emner; den politiske leder var alfa og omcga ibladel, så kom det øvrige politiske stof, referater etc, og til sidst - i den udstrækning pladsen tillod det — nyheder fra ind- og udiand.

Efter Jeppesens mening var en redaktør ansvarlig for alt som stod i hans avis, og avisens mening om dette og hint måtte også være redaktørens mening. Da arbejderpartiet i 1912 gik ind for spiritusfbrhud, forlod han redaktørstolen i protest. Selv var han yderst mådeholdende i sit forhold til spirilus, men han reagerede imod at staten skulle bestemme hvad man skulle drikke og ikke drikke, og hævdede at vejen til bekæmpelse af alkoholproblemet gik gennem oplysning. Og han hverken kunne eller ville redigere en avis som var forpligtet til ikke bare at forsvare, men også agitere for forbud. Han fortsatte dog i årene fremover at være medarbeider i avisen, bl.a. med sine populære petit-artikler «I løvelflis» under signaturen Per Snekker, hvor han med humor belyste mangt et alvorligt problem.

Carl Jeppesen som politiker

SOM HOLTERERMAN KNUDSENS nærmeste mcdarbejder blev han i 1886 formand i Socialdemokratisk Forening, medlem af den komité som forberedle stiftelsen af LO, og i 1887 medstifter af Det norske Arbeiderparti. Hans ubestridte dyglighed som taler,  debattør og skribent havde bragt ham i første række Handt lederne, endnu knapt 30 år gammel. I 1889 skrev han sig ind i historien som leder av «fyrstikkarbeidernes streik», hvor han bl.a. fik trukket Bjørnstjerne Bjørnson med i kampen. Som naturligt er, havde Jcppesen mange modstandere i de borgerlige partier, men også blandt arbejderne var det så som så med støtten; mange stod helt uforstående overfor tanken om solidaritet, fagforeninger og strejker. Ofte må det have set håbløst ud, men Carl Jeppesen arbejdede ufbrtrødent videre i kampen for den sag han troede så fast på. Han var fbrmand i arbejderpartiet iI 890-92 og 1894-97.

Også i kommunalpolitikken gjorde Carl leppesen sig gældende. Da arbejderpartiet for første gang rykkede ind i bystyret, var han blandt de valgte repræsentanter. Han fortsatte i alle bystyrer indtil 1925 og var i perioden I917--20 Kristianias ordfører. Som ordfører var han bl.a. på besøg hos kongen, og i denne forbindelse fortælles det at Kong Haakon sagde: «Det

glæder mig at træffe en tidligere landsmand som gør lykke i sit nyc fædreland.» «Ja,» svarede Jeppesen, «De har jo også selv giort det ganske godt i Norge, Deres Majestæt.» En anden af

hans kendte hemærkninger er den fra indvielsen af Sannerbroen: Akerselven har været en styg rynkc i byens ansigt —den skal blive et smilehånd!

Som kommunalpolitiker var Carl Jeppesen optaget af at gøre byen patnere at Ostkanten skulle lik lige så smukke anlæg og bænke som Vestkanten. Det var i hans ordførertid at nye sociale

reformer som alders- og enkepensionen blev til. Der skables en kommunalfølelse, en ny mentalitet som også smittede over på de andre partier. Det var på den tid at IHeyerdahls rådhusplan blev til, at Vigeland fik arbejdsrom for sit geni, og at tanken ont et Stor-Oslo omfattende hele Aker opstod. Men Jeppesen var også den forsigtige finanspolitiker. Da man planlagde Ullevål Hageby, syntes han det blev for dyrt og for flot. «Det bliver ikke for arbejderne,» sagde han. Og det fik han jo ret i. Men da den første del af havebyen blev indviet, sagde han: «Når stormagterne kaster så mange penge bort på at slå folk ihjel så kan

vi vel kaste nogle penge bort på at bygge pæne hjem.» For sin indsats i politikken har Jeppesen fået en gade, Carl leppesens gatc på Sandaker, opkaldt eller sig. Carl Jeppesen testamenterte sin formue til oprettelse af flere legater, bl.a. et fond på 20.000kr., hvoraf renten skulle bruges til Oslos forskønnelse mcd bede, springvand, skulpturer ete. Bl.a.er hjortestatuen ved Akerselven bekostet af dette fond.

I 1918, da landsmøtet erklærede at partiet var «revolutionært klassekampparti», nægtede han at fortsætte i centralstyret, og i 1921 fulgte han det nydannede Norges socialdemokratiske

Arbeiderparti ud af moderorganisationen, og hans og Holterman Knudsens veje skiltes. På samlingskongressen i 1927, da socialdemokraterne og arbejderpartiet igen sluttede sig sammen, var Jeppesen indbudt som æresgæst. I lan var da syg og svækket og kunne ikke holde nogen tale, men udtalte dog: «Dette er en historisk begivenhed, nu kommer vi på ret køl igen.»

Carl Jeppesen som person

CARL JEPPESEN var en Ilot mand med en høj og rank skikkelse, som udstrålede kraft og vitalitet. Og med sit udtryksfulde ansigt med sort fipskæg og overskæg med not opadbøjede spidser, var dcr noget fornemt over ham. Når han indfandt sig på redaktionen med høj hat og stor cigar i munden, var han et imponerende skue. Nu var høj hat ikke usædvanlig den gang, men den klædte ham, og han bar den som om han aldrig havde brugt anden hovedbeklædning.

Der var få - om nogen som kunne kalde sig en nær ven af Jeppesen. Han kunne rive forsamlingen med sig i sin stærkt lyrisk prægede og hvasse agitation. Men ellers var han reserveret og slap ingen ind på livet. Der var allid nogel fornemt tilbagetrukket over hans optræden - del danske sprog, som han holdt fast ved hele livet, bidrog vel også noget.

Carl Jeppesen var en strålende Førerskikkelse; han gik foran, viste vejen, men gik aldrig i fokken. Selv når han var i godt selskab mellem venner, var der altid noget som holdt en på afstand og indgod respekt. Der var ingen af hans medarbejdere og kampfæller gennem mange år som var hans intime venner. Intimitel var noget som var usigeligt fjernt for ham. Det erganske betegnende at han kun var dus med meget få af sine venner og medarbejdere.

Det belød ikke at Jeppesen ikke kunne være det hyggeligste selskabsmenneske man kunne onske sig. Var han i det lune, kunne han være en oplevelse at være sammen med. kunne

fortælle mange historier, pudsige anekdoter, recitere digte - andres og sine egne - og fortrylle en med sit charmerende væsen, kort sagt være selskabets selvfølgelige midtpunkt. Ved siden af alle sine fortrinlige egenskaber var han nok ikke helt fri for at være en smule forfængelig. Han kunne lide at være i eentrum, at blive beundret. Hans væsen var mangfoldigt og kunne spille i alle nuaneer. Fra det stærkt pågående agitatoriske, det sviende ironiske, det varme og lyrisk temperamentsfulde til det kolde, afvisende og fornemme tre-skridt-fra-livet, tak.

Carl Jeppesen var en udpræget blanding af doktrinær teoretiker, reformist og opportunist. Men gennern alle hans taler, alle hans artikler og alt hans politiske arbejde gik en stærk og brændende tro og en aldrig svigtende forkyndelse af de moralske og etiske værdier i den sag han kæmpede for.