|
I begyndelsen af 1880erne var det gode tider for handel og håndværk, hvilket førte mange danskere til Christiania. Nogle af de danske mænd kom i fritiden sammen for at spille kort og hygge sig og for at møde andre danskere. Man begyndte, efterhånden som stadig flere danskere deltog i møderne, at drøfte, om man ikke efter god dansk
tradition burde danne en egentlig forening. Dermed blev Den danske forening i Oslo stiftet d. 1. oktober 1882. En af initiativtagerne og foreningens første formand var den driftige Carl Jeppesen.
Ved foreningens start var de ugentlige klubaftener med kortspil hovedaktiviteten,og det var de første år kun mænd, der kunne være medlemmer av foreningen.
I 1897 blev lovene imidlertid ændret, således at kvinder kunne blive passive medlemmer,men kvinderne blev dog hurtigt meget aktive i foreningen, og dette medførte, at aktiviteterne blev både flere og mere mangfoldige med for eksempel dilettantkomedier og karneval. Hurtigt blev de specielle danske traditioner som grundlovsfesten 5. juni og Mortensaften 10. november vigtige i foreningens program. Man har også fra starten haft en tradition for at afholde foredragsaftener og udflugter.
I en periode fejrede man kongens fødselsdag med kongemiddage, og foreningen holdt både i denne og ved andre anledninger, for eksempel de legendariske julefester, selskabelige sammenkomster med dans ud på de små timer. På gamle fotografier ser man, at alle stillede i sit stiveste puds.
Vi er blevet lidt mindre stivpyntede med årene, men hyggen og glæden ved at mødes har vi bevaret.
|